Andelslån: ‘Flinke’ banker sætter renten ned
– men kan stadig presses

Selv om bankerne over to år har sænket renten på andelsboliglån med 25 pct., kan du stadig spare flere tusinde kroner årlig på et bankskifte – eller presse dit pengeinstitut med tilbud fra andre.

Det sker sjældent, men de seneste år har en lang række banker af egen drift sat renten på kundernes lån ned. Endda flere gange.

Det er de ombejlede andelshavere, der oplever at blive kontaktet af banken med den gode nyhed, og tendensen bekræftes af tal fra sammenligningsportalen Mybanker.

Typisk betaler man nu 1,6 procentpoint mindre i rente på et andelsboliglån, end man gjorde i begyndelsen af 2014.

Det svarer til en besparelse på 25 procent – eller 8.000 kroner – årlig på et lån på en halv million kroner.

Lad dig ikke forblænde
Alligevel advarer Mybanker mod, at man stiller sig tilfreds med den lavere rente, ens flinke bank nu tilbyder én. For der vil ofte være endnu større besparelser at hente, viser skift bank-tjenesten, som Mybanker har kørt i to et halvt år.

»Man skal ikke lade sig forblænde af, at man nu tre gange har fået brev fra banken om, at ens rente bliver sat ned – selv om det i sig selv er positivt. Der kan stadig være meget at spare i renteudgifter årlig, hvis man skifter til en anden bank«, siger Peter Jensen, der er cand.merc. og kommunikationschef i Mybanker.

Beregningen tager udgangspunkt i de 6.500 kunder, der har sendt deres andelsboliglån i udbud blandt andre pengeinstitutter siden 2014.

Deres gennemsnitlige lån er på 640.000 kroner, og andelshaverne betalte typisk 6,42 procent i rente i begyndelsen af 2014, inden de testede markedet for et billigere tilbud.

Bankerne slås om andelshavere
I dag betaler de prisbevidste andelshavere på skift bank-tjenesten som udgangspunkt en rente på 4,83 procent i snit – altså 1,6 procentpoint lavere end for godt to år siden.

Alligevel opnår 8 ud af 10 stadig et tilbud om endnu lavere rente, når de lader konkurrerende pengeinstitutter byde på lånet.

I gennemsnit kan renten i øjeblikket presses ned på 3,62 procent, viser Mybankers tal.

Det er interessant, fordi det viser, at bankerne stadig tager for høj rente, mener Mybanker.

»Der er ingen tvivl om, at bankerne konkurrerer intensivt om andelsboligkunderne, især i storbyen, hvor det ofte er unge og købestærke mennesker, som de gerne vil have fat i«, siger Peter Jensen.

»Den konkurrence forsøger de så at dæmme op for ved selv aktivt at sænke kundernes rente«.

Han tilføjer, at pengeinstitutterne stadig – efter at have nedsat renten både af egen drift og efter forhandlinger – tjener på andelsboliglånene, fordi renteniveauet er så lavt, at de selv kan låne pengene billigt.

Samtidig er det ikke en lånetype, der er særlig risikabel for bankerne, der har pant i andelen.

Ser man på bankernes officielle rentesatser på andelsboliglån, spænder de mange steder vidt – fra omkring 3-4 procent og helt op til over 12 procent.

Rådighedsbeløb er vigtigt
Hvem kan få de billigste lån?

»Man behøver faktisk ikke at have en specielt stor økonomi for at få den lave rente«, siger Peter Jensen.

»Banken ser på, om du har et pænt rådighedsbeløb efter de faste udgifter – det vil sige omkring 5.000 kroner om måneden for en enlig og 8.500 kroner for et par, plus mellem 2.000 og 2.500 kroner for hvert barn. Har man så faste job og betaler sine regninger til tiden, er det ikke svært at få en god rente«.

Behøver man at skifte bank for at få den lavest mulige rente – kan man ikke gå i forhandling med sin nuværende bank?

»I nogle tilfælde kan man, og det kan hjælpe, at man har konkrete tilbud fra andre banker«, mener Peter Jensen.

»Man bør teste renten på sit andelsboliglån en gang om året og overveje, om man vil være loyal mod en bank, der tager en for høj rente – også selv om den har sænket renten af sig selv«.

Blandt de pengeinstitutter, der i øjeblikket tilbyder den laveste rente på deres officielle prisoversigt, finder man blandt andet Sparekassen Sjælland, BankNordik, Vestjysk Bank, Jyske Bank og Sydbank.

Tjek etableringsomkostningerne
Er man kommende andelshaver, bør man på samme måde tage tilbud på lån hjem fra flere forskellige banker, før man beslutter sig.

I den forbindelse skal man også være opmærksom på, at mens konkurrencen på rentesatsen er hård, er der stor forskel på etableringsomkostningerne ved lånet.

Det betyder, at et lån på en halv million kroner, som udgør 80 procent af andelens værdi og betales tilbage over 20 år, kan koste alt fra knap 13.000 til 22.500 kroner at etablere.

Det viser Mybankers gennemgang af de ti billigste pengeinstitutter samt Danske Bank og Nordea.


Bankskifte

Sådan gør du:
Hvis du vil flytte et andelsboliglån fra et pengeinstitut til et andet, skal du sende en række dokumenter til den nye bank – bl.a. andet referater fra andelsboligforeningens generalforsamling og dens vedtægter.

Derudover tilbyder en del pengeinstitutter at klare alt det praktiske ved overførslen fra den gamle bank.

Der kan være gebyrer ved at flytte lånet, men ofte kan du forhandle dig til at få dem betalt af den nye bank. En dyr post ved at stifte lån, stempelafgiften, skal du ikke betale igen.

Kilde: Politiken · 30.07.2016
logo_medlem